Historie

VVS gennem fire generationer

Der er løbet meget vand gennem mange typer rør, siden IMS VVS A/S blev grundlagt i 1904 af smeden Rasmus Jensen i det indre København. Siden flyttede han sin virksomhed til Vanløse og herefter til den nuværende adresse i Rødovre. 

I slutningen af 60'erne blev virksomheden overtaget af Ib Marié Sørensen, som i 1986 overlod rørtangen til sin søn, Kim Sørensen, der, sammen med sin hustru Jane, driver og ejer IMS VVS A/S i dag.

Vi står for stabilitet, kvalitet, gåpåmod, viden og energi

IMS VVS A/S har den sidste snes år haft en stabilt voksende medarbejderskare, hvoraf flere har været i firmaet i omkring 20 år. I dag er vi cirka 30 medarbejdere.
Kombinationen af erfaring, ekspertise og ungdom giver tilsammen det, som vi i IMS VVS A/S står for, nemlig stabilitet, kvalitet, gåpåmod, viden og energi. Og det er derfor, vi kan yde en fantastisk service over for vores kunder, som ofte kvitterer for vores indsats ved igen og igen at betro os nye opgaver.

Ingen fornyelse uden traditioner

Vi er kendt for – af både medarbejdere og kunder – at hylde både tradition og fornyelse, og gennem hele vores historie har vi lagt stor vægt på uddannelse. Vi har altid 2-3 lærlinge hos os, og vi byder altid nye uddannelsesmuligheder og nye tekniske landvindinger velkommen. Dette gælder ikke mindst de nye forretningsområder, der især de seneste år har vist sig inden for varme, køling og energibesparelser.

IMS VVS A/S leverer service og håndværk i højeste kvalitet – sådan har det været siden 1904. Og nu, hvor 4. generation er med i bestyrelsen, og femte generation er i pipelinen, er der både vilje og mandskab til at føre den gode kvalitet videre…